Einar Sissener

Einar Sissener var gennem hele sit teaterliv nært knyttet til Danmark. Det tog sin tid før det danske publikum lærte ham at kende. I 1937 havde han allerede optrådt ved Politikens Julekoncert, men det var først i Frede Skaarups revyer i Dagmar Teatret efter krigen at han vandt sit danske publikum som en revykomiker, der mindede om en forfinet Gissemand. Som seriøs skuespiller blev det kun hovedlandet som lærte ham at kende med hans gæstespil på Ålborg Teater og Aarhus Teater i begyndelsen af 1960erne. Einar Sissener debuterede i 1919 på Centralteatret i Oslo i Shaws "Man kan aldrig vide" efter at han havde studeret jura i tre år. Da han efter nogle sæsoner var knyttet til Nationaltheatret og skulle spille Henrik i "Den politiske kandestøber" sendte Bjørn Bjørnson ham til København for at han kunne læse hos William Bloch. Det foregik på spadsereture i Zoologisk Have. På Nationaltheatret brillerede Einar Sissener i en række roller i det klassiske komikerfag fra Scapin til Vielgeschrei i "Den Stundesløse" foruden flere betydelige Shakespeare-roller. Så ville han pludselig være sin egen herre og blev chef for Det Nye Teater i 1933. Det var meningen at drive det som en litterær scene i stil med det gamle Dagmar Teater og det kostede ham så mange penge at han havnede i revyen. Det var efter sine triumfer i Dagmar-revyen, hvorfra huskes hans djævelsk grinende "Mona Lisa" og den lille uforglemmelige "Nufstad", at Einar Sissener vendte tilbage til Nationaltheatret, hvortil han var knyttet til sine sidste år. Her fik han lejlighed til at spille endnu nogle Holberg-roller "Jeppe på Bjerget" og Corfitz i "Barselstuen". Med Nationaltheatrets ensemble kom han også til at gæste Det Kongelige Teater i 1963 som proprietær Stibolt i Amalie Skrams "Agnete". I de foregående sæsoner gæstede han Aarhus Teater som tiggerkongen Peachum i "Laser og pjalter" og som værtshusholderen Pat i "Gidslet". I 1964 medvirkede han i Helsingør-Revyen, hvor han spillede sammen med sin nære ven Osvald Helmuth. Som filmskuespiller fik han sin debut i Carl Th. Dreyers komedie "Glomdalsbruden" i 1926.